• Kære Thomas Bernt Henriksen: Et par klik, så ville du være klogere

    Source: BDK Finans / 28 Mar 2024 15:16:34   America/New_York

    Jeg er glad for, at du interesserer dig for AkademikerPension og har skrevet en lang klumme om vores arbejde med ansvarlige investeringer. Begejstringen stopper dog, når jeg læser dit indlæg igennem. Ikke over, at du er kritisk over for AkademikerPension, det er der i vores hus plads til, men over, at du konkluderer ud fra et tydeligt mangelfuldt niveau. Det er ærgerligt for en ellers spændende debat om ansvarlighed og aktivt ejerskab. Du anklager os for at sætte A.P. Møller - Mærsks bestyrelsesformand i gabestokken, fordi vi undlod at støtte hans genvalg. Det er ikke korrekt og kræver måske lidt baggrund at forstå. Vi er en medlemsejet pensionskasse, der administrerer lige knap 150 milliarder kroner for 170.000 medlemmer. Det er et stort ansvar, som vi tager meget alvorligt. Derfor forholder vi os aktivt til de selskaber, som vi investerer i, fordi det efter vores mening bidrager til at skabe langsigtet værdi for vores medlemmer. Vi betragter Mærsk som en god investering, men vi mener også – på linje med de anerkendte anbefalinger for god selskabsledelse for børsnoterede selskaber – at bestyrelsens manglende uafhængighed i de centrale udvalg for nominering samt at størrelsen af bonusser på over 200 procent er problematiske, fordi det kan føre til, at der tages aggressive risici. Det betyder dog på ingen måde, at vi ønsker, at formanden skal tage sit gode tøj og gå. Det er ganske enkelt en fejlslutning fra din side, som vi kunne have oplyst dig om, hvis du havde forelagt os din kritik. Vores medlemmer ejer pensionskassen og således ikke de faglige organisationer, som du hævder i dit indlæg. Hvert år har det enkelte medlem mulighed for at stemme om vejen frem på generalforsamlingen samt hver andet år at deltage i det direkte valg til bestyrelsen eller søge valg til bestyrelsen. I modsætning til din fejlkonklusion om dobbeltmoral så driver bestyrelsen sit arbejde i tråd med god selskabsledelse og i overensstemmelse med lovgivningen og Finanstilsynets retningslinjer. Bestyrelsesmedlemmers hverv og interesser oplyses i årsrapporten, så det kunne du have fundet med et enkelt klik eller to på hjemmesiden. Du kommer vidt omkring i din klumme og kritiserer også vores frasalg af fossile selskaber. Du mener, at vi gambler med medlemmernes opsparinger for at fremstå grønne eller frelste, men det modsatte er tilfældet. Vi håndterer risici og fokuserer på langsigtet værdiskabelse. Frasalg af fossile selskaber er på ingen måde kontroversielt, og senest har Danmarks største bank også besluttet at skære drastisk i eksponeringen til den fossile sektor, fordi den i stigende grad udgør en stor investeringsmæssig risiko. AkademikerPension igangsatte det fossile frasalg i 2018 og tjente de første par år op imod en halv milliard kroner ekstra til vores medlemmer. Da Rusland angreb Ukraine, udlignede regnestykket sig, men samlet set har vores frasalg stadig været positivt for vores medlemmers opsparing. En information, som vi også er åbne om, og som du derfor også nemt kunne have fundet i vores ansvarlighedsrapport for 2023. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, og Berlingskes kommentator er velkommen til at mene, at det er en fejl at sælge fossile aktiver fra. Det er også fint at mene, at investorer ikke skal blande sig i driften af de selskaber, som de er investeret i. Men kan vi ikke tage debatten på et oplyst grundlag baseret på fakta? Jens Munch Holst er direktør i AkademikerPension https://www.berlingske.dk/kommentar/kaere-thomas-bernt-henriksen-et-par-klik-saa-ville-du-vaere-klogere
Share on,